Hvad er Blå Stue?
Blå Stue er et samarbejde mellem en mindre gruppe skribenter med baggrund i Radikal Ungdom, Venstres Ungdom og Ny Alliance, men det er ikke et partipolitisk projekt. Vi ligger til højre for centrum og til højre for medianvælgeren (hvilket forhåbentligt burde ændre sig uden at vi ændre holdninger). Dette er sted for ny og spændende politik, analyser af hvad der sker på Borgen, i partierne og rundt omkring i verden og anekdoter fra hverdagen.
Oprindeligt skulle bloggen være en opposition til den udvikling som vi fornemmede samfundet var på vej imod. Det der skulle forestille sig at være en borgerlig regering diskede op med overvågningslove og byggede videre på den kedeligste tendens i velfærdsstaten, overformynderiet. I Radikale kredse blev utålmodigheden med en fejlslagen strategi større og større. Hvor var samarbejdsviljen med de liberale kræfter hos Venstre og Konservative? Før projektet kunne nå at starte blev vi halet indenom af Khader og hans Ny Alliance. Et spændende nyt parti så dagens lys og mange Radikale blev lokket med over, bl.a. en af initiativtagerne til Blå Stue. Men mange blev også i håbet om, at det ikke var en opsplitning i Det Radikale Højre og Det Radikale Venstre. Nu når efteråret går på hæld er det tydeligt, at der nu igen må komme en opposition der kan trække i den rigtige retning mod mere frihed for den enkelte. Tendensen er den samme i flere borgerlige partier, at man har smidt tankegodset, ideologierne, ud med badevandet. Nu gælder det medianvælgeren og overbudspolitik. Det vil vi ikke være med til!
Her er der højt til loftet. Vi har sendt pædagogerne hjem og barrikaderet os på blå stue. De politiske forslag du ser i medierne vil du se som prøveballoner her først. Det vil vi krydre med gode politiske analyser, hverdagens anekdoter og andet godt. Mon ikke der vil blive plads til en børnetegning og en perleplade i ny og næ?
Mvh. Mark Gray, webmaster og initiativtager til Blå Stue.
Borgerløn – en liberal mærkesag?
For borgerlønstilhængere opleves det som paradoksalt, at begrebet borgerløn i et land som Danmark oftest anvendes negativt. Politiske initiativer affærdiges nemt med ordene: ”Det er jo den rene borgerløn. Det kan du vel ikke gå ind for”.
Det paradoksale ligger i, at vi hvert år uddeler 240.mia. kr. som borgerløn i form af overfør-selsindkomster, men har valgt et sandt kafkask system af ordninger, der foruden at forudsætte en omfattende administration er forbunden med en række uheldige bivirkninger.
Det er endnu mere uforståeligt, at intet politisk parti vil røre begrebet med en ildtang, så me-get mere som at fremtrædende politikere – ganske vist for år tilbage - har advokeret for ideen.
I 1982 kunne man således i en nyudkommet bog efter en gennemgang af problemer i det nu-værende velfærdssystem læse følgende:
… herefter er det nærliggende at stille spørgsmålet: Hvorfor kunne alle disse mange forskellige ydelser ikke samles i én samlet ydelse, som fokuserer direkte på det egentlige problem - den for lave indkomst? Med andre ord: der bør konstrueres én samlet ydelse, som hviler på det princip, at enhver som ligger under en given indkomstgrænse er berettiget til ydelse, uanset hvilken gruppe vedkommende i øvrigt tilhører…
Den negative indkomstskat tillader os altså at fastsætte en hvilken som helst kombination af skatteprocent, garanteret minimumsindkomst og skattefri bundgrænse. F.eks. vil det også væ-re muligt at graduere den garanterede minimumsindkomst efter antal børn i husstanden, såle-des at garantiindkomsten vokser med antallet af børn…
Ordningen vil kunne administreres af det eksisterende skattesystem…
Hvilken verdensfjern utopist kunne tænkes at være forfatteren til en så revolutionerende tanke om et totalt paradigmeskift i vores velfærdssystem. Måske et citat fra bogen ”Oprør fra mid-ten”? Eller nogle forvirrede tanker fra en humanist uden forståelse for den samfundsøkonomi-ske virkelighed?
Skudt forbi! Forfatteren er ingen ringere end en vis Anders Fogh Rasmussen, der senere er blevet kendt som Danmarks statsminister i bogen: Kampen om boligen.
Måske kunne Anders Fogh Rasmussen tage spørgsmålet op med sin partifælle, Kirke- og un-dervisingsminister Bertel Haarder, der allerede i 1977 i bogen: Danskerne i år 2002 – en begrundet vision skrev følgende:
… Medborgerlønnen er altså en realitet for alle, der betaler et minimum i skat. Og de, der ikke betaler skat, får næsten alle i forvejen store tilskud - og dermed medborgerløn – fra det offent-lige. Det ligger snublende nær at putte alle boligsubsidier ind i samme pulje til lige fordeling mellem landets borgere.
Tankegangen kan udvides til at omfatte mangfoldige andre tilskudsområder, hvor det offentlige giver direkte og indirekte støtte, som ikke har nogen klar social retning og fordeling…
Nu gør én svale jo ingen sommer, så statsministeren kunne måske også ved lejlighed veksle et par ord med Socialminister og minister for ligestilling Eva Kjær Hansen, der i 1992 i et inter-view med Vejle Amts Folkeblad opridsede 10 bud på fremtidens velfærdssystem:
Første bud var:
Borgerløn - folk, der ikke ønsker at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, skal kunne vælge bor-gerløn.
Nu har selv partiet venstre jo ikke parlamentarisk basis for et gennemføre sine visioner, men det er så heldigt, at der i det konservative folkeparti må forventes at være medløb, idet Uden-rigsminister Per Stig Møller i 1973 i bogen: Utopi og virkelighed skrev følgende:
Da samfundet har indskrænket arbejdspladserne, kan arbejdet ikke længere være kriteriet. I stedet må man stille alle borgere lige og udbetale borgerløn til alle, uanset om det arbejder eller ej.
Mon der ikke også kunne findes støtte i Det radikale venstre?
Var ikke Kristen Helveg Petersen medforfatter til Oprør fra midten? Og var det ikke Niels Hel-veg Petersen, der i et interview om samme bog til tidsskriftet: På vej i 1987 udtalte:
”I alle diskussioner, vi i partiet fører om offentlige indkomstoverførsler, har vi borgerlønstanken som rettesnor. Vi er klare over, at der ikke er økonomi til at gennemføre det i en færdig form her og nu. Men som sigtelinie synes jeg, det er vigtigt at have med”
Der er sandelig noget at bygge på også uden at skele til de nobelpristagere i økonomi, der har advokeret for indførelse af negativ skat eller garanteret basisindkomst for alle.