02nd Jul 2008
Farvel, Glistrup
Marcipanbrødsspisende, skattehadende og indædt forkæmper for et “muhammedanerfrit Danmark”. Naturligvis udtalt på klingende bornholmsk. Sådan kendte vi den netop afdøde advokat og partistifter Mogens Glistrup. Han var et underholdende element i dansk politik, der ikke har set sin mage siden Jacob Haugaard i 1994 med løfter om mere medvind på cykelstierne, braklægningsstøtte til villahaver og stolelift til Himmelbjerget stormede ind i Folketinget. Sjovt, men alligevel det rene vand i forhold til Glistrup, der foreslog at spare 40 mia. kr. på statsbudgettet ved at erstatte militæret med en telefonsvarer, der siger “vi overgiver os” på russisk og mente, at skattesnydere var at sammenligne med jernbanesabotørerne under Anden Verdenskrig - begge aktiviteter var nemlig til gavn for fædrelandet.
Glistrups egentlige gennembrud var, da han i 1971 viste sit skattekort på tv med trækprocenten 0. Det blev starten på en folkebevægelse, der ved valget to år senere stormede ind i Folketinget med næsten en halv mio. stemmer. Et niveau, som partiet aldrig senere nåede. På valgaftenen efter det kaotiske jordskredsvalg i 1973 blev Glistrup spurgt om han gik efter at være statsminister. Svaret var nej - Glistrup ville være minister for afvikling af al offentlig virksomhed. Antallet af ansatte i centraladministrationen kunne minimeres til blot otte - 8! - mente han. Hvis det var i dag, ville 159.992 mennesker miste jobbet.
Glistrups tid i Folketinget var langt fra kedelig at følge med i. Det var der hovedsageligt to grunde til. Den ene hed Glistrup, den anden Preben Møller Hansen. Han var fra Venstresocialisterne, og hans ligefremme sprogbrug førte til en byge af reprimander for overtrædelse af Folketingets forretningsorden. Dem samlede Glistrup ikke på - “muhammedaner” er ikke forbudt at sige fra rigets fornemste talerstol, om end det ad åre blev gradvist mere upassende. Glistrup blev meldem af klubben af MF’ere, der har fået ophævet deres parlamentariske immunitet - grundet den tidligere nævnte skattebillet, der udmærkede sig med sine utroligt mange fradrag.
Som flere medier allerede har nævnt i dag, var det dog så som så med den konkrete politiske indflydelse. Fremskridtspartiet havde ikke for vane at indgå en masse forlig - ganske enkelt fordi partiet politisk ofte stod et godt stykke fra selv de borgerlige partier. Glistrups indflydelse har nærmere bestået i at sætte udlændingepolitikken på dagsordenen. Og selv om Pia Kjærsgaard ikke vil indrømme det, kan Dansk Folkeparti på den konto siges at have overtaget en del af arvegodset fra Glistrup. For nogle år siden fik vi rettens ord for, at man ikke kan klandres for at kalde hendes synspunkter racistiske. For så vidt angår den meget rabiate skattemodstand er den utvivlsomt kommet til at stå svagt efter Glistrups exit fra politik i 1990. Alle - selv Saxo Bank og Ny Alliance - kan nok enes om, at Glistrups skattepolitik bedst kan betegnes som det glade vanvid. Det er trods alt lige i underkanten med 8 statsansatte.
Man kan mene, hvad man vil om Glistrup og Fremskridtspartiets politik - men såvel Glistrups kommunikationsevner og den af hans udsagn affødte underholdningsværdi er uden for diskussion. Politikken, som han stod for, er der næppe fremtid i. Det store spørgsmål er hvornår de sørgelige rester af Fremskridtspartiet indser det.
De sidste 5 indlæg af Mads Brandsen
- Folkekirken kriser - December 25th, 2008
- Kollektivismen er død - October 6th, 2008
- Borgerlige planøkonomi-fans - July 20th, 2008
- Farvel, Glistrup - July 2nd, 2008
- Forsvar for kunststøtten - May 27th, 2008
Svar på indlægget