Arkiv for October, 2008

06th Oct 2008

Kollektivismen er død

Forestil dig, at du har fået et nyt job. Du er lidt usikker på, om ansættelseskontrakten nu også er god nok, så du ringer til den juridiske afdeling i din fagforening og forhører dig. Det skal i parentes bemærket at din fagforening er medlem af centralorganisationen LO. Hvorfor det er vigtigt, kommer vi til senere.

Du sender kontrakten med e-mail, og efter kort tid modtager du det nedslående svar: “Tak for din kontrakt. Vi vil nu indlede en forhandling med din arbejdsgiver om din løn”. Undskyld, hvad?! Jeg ville jo bare have dem til at tjekke, at alt var okay, tænker du - for så straks at blive bekymret for, hvad din nye arbejdsgiver tænker. For hvis der allerede er optræk til juridiske slagsmål fra dag 1, hvordan bliver det så ikke at have dig ansat? Åh nej, og det var endda drømmejobbet…

Jamen kunne du da ikke bare have sagt nej? Næh. Ikke når dit fagforbund er medlem af en af centralorganisationerne, f.eks. AC, LO eller FTF. Så ejer forbundet nemlig sagen. Det vil sige, at din mening om hvorvidt der overhovedet skal føres nogen sag er helt uden betydning. Hvis der er uklarheder eller urimeligheder, har den store stygge arbejdsgiver bare at finde vej til forhandlingsbordet - eller til retslokalet. Ingen pardon. Det lyder forrykt - og det er det også. Man burde jo eje sin egen sag.

Casen ovenfor er pure opsind - men scenariet kunne sagtens lade sig gøre. Virkeligheden er, at den kongelige danske fagbevægelse overhovedet har ikke fulgt med tiden. Man vil ikke indse, at den kollektive tilgang ikke passer til en tid, hvor flere og flere forhandler deres løn selv, og faktisk udmærket er i stand til selv at vurdere, om deres sag skal videre i systemet eller ej.

For tiden forsøger man fra HK’s side at påpege at alle er en del af løsningen. Det er meget klart, at HK - og resten af den kollektive fagbevægelse - i hvert fald ikke er det.

Posted in Blå Stue | 1 kommentar »

grupa LGBT