Blå Stue

Ugebrevet fra Dansk Folkepartis Ungdom er ofte enten underholdende - i den tragikomiske afdeling - eller skingrende sindssygt. I denne uge er det sidste nok den mest dækkende beskrivelse. De unge pianister kaster sig i denne uge ud i en yderst skinger tone over kulturstøtten. Det minder mest af alt om en antikulturradikal automatpilotreaktion.

Staten bør ikke støtte kunstnere, der ikke kan overleve på et kommercielt grundlag, mener DFU. Det må være skæbnens ironi, at netop DFU, der ellers om nogen værner om danske værdier forstået som kolonihavehus, frikadeller og dansktopmusik, vil skære i støtten til noget af det aller danskeste vi har - nemlig den kunst og kultur, som de mange danske kunstnere producerer. Det er det rene ævl at kalde de kunstnere, der får et arbejdsstipendium fra Statens Kunstfund for uduelige. Forud for udvælgelsen har en række fagkyndige indenfor hvert område, f.eks. skønlitteratur, vurderet den pågældende kunstners tidligere produktion og fundet, at kvaliteten er i orden.

Dansk tales og forstås af lige omkring 6 mio. mennesker - end smule flere, end der bor i landet. Og når en dansk bestesller som f.eks. Hanne Vibeke Holsts “Kongemordet” sælger 50.000 eksemplarer, siger det sig selv, at det ikke er lutter lagkage at skrive digte eller operetter. Resultatet af DFU’s hjerneløse holdning ligger lige for: Det er sket med digte på dansk, og operette-forfatterne må også finde sig noget andet at lave. Jeg har svært ved at se, at det kan være i nogens interesse - for det vil da alt andet lige være en forarmelse af vores kultur, hvis man på den måde lukker og slukker for hele genrer. Det ville klæde DFU at erkende, at Danmark som et lille sprogområde pinedød bliver nødt til at have en vis statslig støtte af kultur. Præcis som vores dagblade modtager støtte og er momsfritagede. Det betyder meget for pluraliteten i avismarkedet - men det vil DFU måske også ændre på?

Man kan kun være glad for, at der er meget bred politisk opbakning til kulturstøtten, for hvis DFU får magt, som de har agt, bliver Danmark en kulturel ødemark.

De kærlige pædagoger blæser til kamp. Man vil omsætte en kronisk medvind på velfærdsfronten i folkeopinionen til noget andet end god vilje; man vil endelige lade uudholdeligheden ved de skrigende unger kompenseres af en klækkelig lønforhøjelse. Og de er villige til at strejke. Det er den dårlige nyhed. 

Den gode nyhed er at der intet er at frygte. Selv ikke hvis det skulle komme så langt som arbejdsnedlæggelser, strejker og andre retro-indslag fra industrisamfundet. Thi, vi svage kræfter som uden at kny lader sig stemple som samfundsøkonomisk ansvarlige er beskyttet af en magt større end tusind strejker, millioner af socialistiske ballademagere, eller smarte analyser af et tilsyneladende betragteligt lønefterslæb i den offentlige sektor. 

Pædagogerne skal kæmpe mod en fjende, som de ganske enkelt ikke kan banke – deres egne kunder: De ressourcestærke børnefamilier. 

Her er tale om en gruppe i samfundet med en artikulatorisk magt så stor at det traditionelle fyrværkeri i Tivoli må forstumme, busser og toge må gratis lægge plads til den voluminøse barsels-vognpark, arbejdsmarkedet må undvære gravide medarbejdere i årevis, skolelærere må se skole-hjem-samtaler forvandlet til timelange parlamenteringer; ja, der er eksempler som stjerner på himlen. 

Måske vil børnefamilierne erklære pædagogerne deres solidaritet den første uge. Det er dog derefter ganske givet at enhver støtte vil bortfalde, idet den samfundssikrede familiære idyl vil blive voldsomt truet. For børn er en vigtig ressource for fremtiden, og det berettiger børnefamilierne til at tage for sig af samfundskagen, på samme måde som en nymfoman tager for sig i en sex-shop. 

BUPL har før vist betragtelige kompetencer i fuldstændig at lade hånt om hvilken som helst tendens, for derved at kunne fortsætte sin tilværelse så smertefrit som muligt. Men denne kamel ganske enkelt for stor til at man kan negligere at sluge den. 

De ressourcestærke børnefamilier kommer - og skulle dine politiske mål krydse deres vej, må du hellere indstille dig på at lægge ruten om.

Det skader som bekendt aldrig at tænke før man taler. Og det er også smart at tænke over hvad andre mon kan finde på at svare til det man siger. Jeg kan ikke kunne sige, om Dansk Folkepartis nyvalgte og kontorassistentuddanedde folketingsmedlem Marlene Harpsøe tænkte inden hun udtalte sig til Berlingske i dag, men man kan have sin tvivl.

I denne ombæring er det Konservativ Ungdom, der får unge Harpsøes kærlighed at føle: “Det rager os, hvad KU mener. Det er jo bare en festklub, og vi kan ikke tage sådan et popfænomen alvorligt”, vrisser den bidske Harpsøe. Hvorfor i øvrigt hidse sig sådan op, hvis man ikke er optaget af hvad KU mener?!

Der kan siges meget om KU og KU’s politik - også af knap så flatterende karakter - men uanset hvad vil det nu altid være liiidt mere respektabelt at være medlem af at ungdomsparti, der rent faktisk mener ting - i stedet for at betale kontigent til Dansk Folkepartis Ungdom, hvis politiske holdninger er ren copy-paste af DF’s program - og hvis formål primært er at klappe den store Pia på skulderen. Det er ikke det, de unge vil ha’ - og derfor står DFU for De Forbliver Umoderne.