Blå Stue

I mandags bekræftede en meningsmåling foretaget af Zapera i Ugebrevet A4 manges bange anelser: Der er mange socialister i det her land. Rigtig mange. Faktisk svarer hele 1.046.998 ‘ja’ til, at de opfatter sig som socialist. Man kunne også vælge den positive side af histoiren - nemlig at 2.975.618 er ikke-socialister.

Det rigtigt tankevækkende er, at det tredjestørste (nok reelt fjerdestørste, idet de rødeste røde fra Enhedslisten ikke er med i målingen) socialistiske parti i Danmark er Det Radikale Venstre. Det må vække stof til eftertanke på kontorerne i Proviantgården, at 19 procent af de radikale vælgere uden at blinke definerer sig som socialister. Man skulle ellers tro, at alle de SF’ere, der havde forvildet sig til at sætte kryds ved B i stedet for F i 2005 var kommet tilbage i folden hos Villy Søvndal.

Det gode ved målingen er for Det Radikale Venstre, at det store flertal -  74 procent enten svarer ‘hverken enig eller uenig’ eller ‘helt eller delvist enig’ til udsagnet “Jeg opfatter mig selv som socialist..” I den idelle verden var det flertal større - men det bliver det kun, hvis den radikale folketingsgruppe fører reel midterpolitik og dermed distancerer sig fra rød blok.

Der er megen snak omkring Forsvaret for tiden, hvilket ikke burde undre da vi er på vej mod at skulle have et nyt Forsvarsforlig til næste år. Et moderne dansk forsvar burde tage det seriøst, at danskere ikke bliver i deres job fra den dag de er udlært til den dag de stiller træskoene. Et moderne forsvar burde give muligheden for varierende grader af tilknytning i langt højere grad end det er muligt nu.

Der findes mange muligheder for at gøre dette. Genindførslen af reserveofficersuddannelsen kunne være en start og en akut løsning af manglen på officerer. Det kan selvfølgelig komme på tale at revidere uddannelsen på visse områder.

Forsvaret kunne også overveje kigge på hvordan de forskellige ansættelseskontrakter påvirker folks tilknytning til forsvaret. Der er stor forskel på at blive ansat på en K60, en K35 eller i reaktionsstyrken. En langt større variation af ansættelsesformer kunne måske give muligheden for at tiltrække andre personer. Korttids- og projektansættelser og tidsbegrænsede stillinger burde bruges i langt højere grad. Lønnen burde også være konkurrencedygtig i forhold til tilsvarende stillinger i det private - og justeret i forhold til den risiko som personer på internationale missioner arbejder under.

Et andet, men relateret område er uddannelse i Forsvaret. Vi har en relativ ny og ganske populær værnepligt. I fremtiden kan en afskaffelse godt komme på tale, hvis man blot sørger for at der kommer andre rekrutteringsværktøjer. Men selvom man nu bibeholder værnepligten for indeværende er der god mulighed for at radikalt ændre uddannelsen i Forsvaret. Uddannelse erhvervet andre steder burde i langt højere grad kunne bruges. Hvordan kan det være at håndværkere og (tand)læger/jurister/teologer med lidt eller ingen militær uddannelse stryger ind i Forsvaret, mens folk med andre uddannelser næsten intet opnår med den baggrund de har? At man ved sidste forsvarsforlig lavede en målsætning om at nedbringe andelen af civilt ansatte kan man godt forstå, men jeg synes det er fuldstændigt ubegribeligt, at man i så lav grad anerkender civile uddannelser. Med en større og større specialisering af Forsvaret burde der rekrutteres blandt specialister udefra. Og de skal ikke kun rekrutteres til civile stillinger, men også militære stillinger. Selvfølgelig kræver det supplerende uddannelse i det omfang personen ikke har nogen militær baggrund udover sin civile uddannelse.
Omvendt skal militær uddannelse også i langt højere grad anerkendes som brugbart i det civile. Som de er nu vil personer der er ansat på K35 ansættelsesvilkår opnår ret til civil uddannelse (med løn fra Forsvaret). Det er en rigtig god ide for personer som vil lave karriereskift i 30erne, men det er selvfølgelig ikke alle som falder i den kategori. I den grad det er muligt burde militær uddannelse da give merit i det civile liv bagefter. Vi oplever en stor flugt blandt officerer som kan se, at de er i høj kurs i det private erhvervsliv som ledere. Alligevel undrer det, at deres uddannelse ikke anerkendes som en akademisk uddannelse såsom en bachelorgrad (eller professionsbachelorgrad). Det sker i flere andre lande og måske kunne det hjælpe til med at åbne op for rekrutteringsgrundlaget hvis folk ved, at deres uddannelse åbner op for videre studier i det civile.

En sidste ide vil være at integrere Hjemmeværnet langt mere med resten af Forsvaret. Ganske mange af mine partifæller vil afskaffe Hjemmeværnet, hvilket jeg synes er fuldstændigt uforståeligt. Jeg vil meget gerne beholde de mange frivillige - og så gerne at der blev smidt lidt flere penge efter dem. Dog med ønsket om at de også blev brugt langt mere. Udsendelsen af hjemmeværnsfolk til internationale missioner synes jeg er helt naturligt. Mange af de frivillige er tidligere værnepligtige eller ansatte i Forsvaret. Skræmmebilledet af den tykmavede, kaffedrikkende hjemmeværnsmand er derfor ret så overdrevet. En opprioritering af Hjemmeværnet vil dog også give mulig for at tilknytte mange af de personer som ikke finder sig til rette i en fuldtidsstilling i Forsvaret, men som heller ikke ønsker en udsendelse på en international mission på dette tidspunkt. Der vil være mulighed for dem at bibeholde deres militære uddannelse - og endda at opkvalificere den.

Alt dette er dog løse tanker omkring et moderne forsvar, men jeg håber dog at de vil blive taget godt imod. Jeg mener, at vi skal afskaffe værnepligten, men jeg forstår den modstand som mange ytrer. Vi skal ikke have en “stat i staten”, men hvis de ovennævnte ideer indføres og vi får den mobilitet mellem det militære og det civile så bliver det ikke noget problem. Rekrutteringsgrundlaget burde også vokse hvis man netop ikke binder sig til en karriere hvis man gerne vil arbejde i forsvaret.

Afhængig af om man tror mest på Megafon, Capacent Epinion eller Zapera er der 12, 25 eller 43 procent af befolkningen, der er imod den verserende strejke, hvor medlemmer af FOA og Dansk Sygeplejeråd hygger sig med såkaldte faglige møder, demonstrationer og andre ligegyldigheder i stedet for at passe deres arbejde. Jeg er ikke blevet spurgt, men hvis jeg var, ville jeg helt klart have trukket andelen af modstandere op.

Det er slet ikke fordi jeg er principiel modstander af, at særligt sygeplejerskerne skal have mere i løn. Det krav kan være rimeligt nok, når nu tilfældet er at sygeplejeuddannelsen er ganske akademisk. Uddannelsen er en professionsbachelor, og da bachelorer af en eller anden underlig grund skal aflønnes ligesom kandidater, behøver man ikke at have læst økonomi for at gennemskue at der er et løneftersløb. At så sygeplejerskernes formand, Connie Kruchow, oppebærer en månedsløn på 125.000 kr., fremmer nok ikke accepten af startlønnen på lige over 20.000 kr. for den nyuddannede sygehjælpe.

Men når man som i tilfældet FOA man går i strejke på trods af et tilbud fra KL bestående af 420 mio. kr. ekstra i lønposen, så lugter det jo altså en smule af, at man bare vil strejke for enhver pris. Og når KL’s chefforhandler, Frederiksbergs borgester Mads Lebech, lægger op til at der kan ses på fordelingen af lønstigningen på 13,9 procent til FOA-medlemmerne igen, burde FOA-formand Dennis Kristensen ikke være så sløv om at komme til forhandlingsbordet, som tilfældet er. Men han vil tilsyneladende hellere bruge sit krudt på demonstrationer, alt imens medlemmernes kontingentkroner går til postomdelte propagandaaviser til alle landets husstande.

Det er ærligt på tide at stoppe det strejkecirkus. Hellere i dag end i morgen. Og for alt i verden inden 1. maj.

Update: Noget tyder på, at Dansk Sygeplejeråd ikke forventer at strejken slutter foreløbig. Se her.

Til sommer afslutter jeg en bachelor på Copenhagen Business School, hvilket jo utvivlsomt er en af grundene til mit stressniveau er lidt højere end normalt. For det første skal bacheloropgaven omkring regulering af kapitalfonde skal jo afleveres om 5 uger! For det andet så skal jeg vælge cand.merc-overbygning. Hvad der har været den største skurk ved jeg nu ikke lige (arbejde og politisk aktivitet bidrager jo på sin vis også).

Jeg har for lang tid siden belsuttet mig at læse finansiering af en eller anden art, men præcis hvad det skal være - og i kombination med hvilke andre fag - er et meget, meget godt spørgsmål. De af læserne der ikke selv læser økonomi af en eller anden slags håber jeg vil bære over med visse termer og fagudtryk som måske ikke rigtig giver mening for udenforstående.

Valget står mellem 4 uddannelser, alle cand.merc-retninger og på CBS.

• Finansiering og Regnskab
• Finance and Strategic Management
• Applied Economics and Finance
• Advanced Economics and Finance

Mine personlige overvejelser går mest på hvilke “redskabsfag” giver mest mening (regnskabsanalyse og jura, strategi og mangement eller økonometri) og hvordan det evt. vil begrænse ens fremtidige jobmuligheder. De første tre uddannelser fokuserer henholdsvis på hver af de tre retninger. Den sidstnævnte uddannelse kræver lidt flere ord med på vejen. Det er en af de nye elitekandidatuddannelser netop godkendt af Videnskabsministeriet. Rygtet lyder, at uddannelsen starter op til efteråret i år. Der vil nok højst blive lukket 30 studerende ind på retningen og der vil være yderligere optagelseskrav udover en bestået erhvervsøkonomisk bachelor. Det er hvad jeg ved indtil videre. Elite lyder jo ret spændende - også selvom jeg ikke er helt klar over om jeg i denne kontekst lever op til denne betegnelse. Hvor jeg ender henne er dog et rigtig godt spørgsmål som jeg har indtil 1. juni at tænke over.

I samme boldgade ser jeg denne invitation til et gratis seminar:

(more…)

En artikel i dagens Politiken omhandler brugen af engelsk på danske universiteter. Formanden for Dansk Sprognævn (og Socialdemokrat er hun nu også) kritiserer det. Da jeg selv læser på engelsk må jeg indrømme, at jeg til dels er enig kritikken. Dog er jeg ikke enig i løsningsforslaget, at der skal være krav om dansk som del af uddannelserne. Hvordan skal udlændinge nogensinde komme igennem sådan et fag, hvis det nu er et krav? På min egen uddannelse er der op mod 25% som er rejst til Danmark blot for at studere. Der er selvfølgelig en del fra de nordiske lande, men bortset fra dem, er der nok en del, der ville have svært ved at skulle lære dansk nok til at kunne følge fag på universitetsniveau. Det er derfor en OM’er!

Jeg vil foreslå, at man stiller krav til underviserne på samme måde som der stilles krav til studerendes engelskkundskaber. Det kan godt være, at der snakkes “broken English” på universiteterne, men det kan gøres meget bedre. Problemet er jo netop ikke, at man mangler et dansk fagsprog, men at undervisningen på et fremmesprog som engelsk desværre påvirker undervisningskvaliteten så man kan frygte at de studerende intet fagsprog får. Samtidig kan man, for at løse indeværende problemstilling, tilbyde dansksprogede valgfag - og evt. valgfag der udelukkende har til opgave at lære folk dansk fagsprog. Det skal dog være op til den enkelte studerende, at vælge disse fag.

Hvis der er nogen der ligesom jeg kun læser på engelsk så kan det anbefales selv at tage initiativ til at få et dansk fagsprog. Der findes helt sikkert både fag- og populærliteratur inden for de fleste fagområder som man kan konsultere. Samtidig kan det anbefales at få et relevant studiejob. Der er jo den enkeltes ansvar overfor sig selv at kunne et dansk fagsprog.