Blå Stue

Ritt Bjerregaard var persona non grata blandt Ungdomshus-demonstranterne, men nu har hun givet efter. Foto: Wikipedia.

Under den nyligt overståede valgkamp var jeg publikum til en debat på TV 2, hvor debattørerne blandt andet var justitsminister Lene Espersen (K) og Rune Lund (EL). Espersen gik mildt sagt amok, da Lund ikke klokkeklart tog afstand for at bruge vold som politisk pressionsmiddel. Intet nyt under solen der. Til en paneldebat under kommunalvalget 2005 oplevede jeg også en EL-kandidat sige lige ud at ”politiets tilstedeværelse i nattelivet er jo et problem i sig selv” – som var det en ren selvfølgelighed. Det taler helt for sig selv.
    Men at den socialdemokratiske overborgmester i København, Ritt Bjerregaard, tilsyneladende er enig med Rune Lund i, at vold er acceptabelt, hvis man ikke får det antal ungdomshuse, man mener at have krav på – det er rystende. Retten til at kræve noget som helst har gruppen omkring Jagtvej 69 naturligvis fraskrevet sig for tid og evighed i og med at den anvendte vold og ødelæggelse som middel til at råbe politikerne op.
    På sin hjemmeside skriver overborgmesteren under overskriften ”Vold skal ikke kunne betale sig”, at: ”De unge og deres medløbere skal ikke have held til at presse penge ud af kommunen med trusler om yderligere voldshandlinger”. Aha. Jeg skal da lige love for, at man har et standpunkt til man tager et nyt.
    Man kan kun være enig med Venstres gruppeformand på Københavns Rådhus, Pia Allerslev og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg i, at det er en sort, sort dag for København.
    Det bliver ikke mindre forstemmende af, at Radikale Venstre lægger stemmer til aftalen. Borgmester Klaus Bondam skriver på sin hjemmeside, at aftalen ”sender et signal om, at vi vil have en mangfoldig ungdomskultur i København”. I mine øjne er mangfoldighed noget ganske andet end flyvende brosten og smadrede butiksruder. Signalet er ganske klart: Vold betaler sig. Husk det, når krydset skal sættes i 2009. København har mere end nogensinde brug for et systemskifte.

Folket kræver mere og mere velfærd. Billedet her er fra demonstrationerne 2. oktober. Foto: Christian Johannesen (christian.johannesen.dk).

Det er næppe nogen tilfældighed, at en søgning på den danske Google på ”velfærd” giver 1,39 mio. resultater. Danskerne – borgerne i et af verdens rigeste velfærdssamfund – kan simpelthen slet ikke få nok af velfærd. På Christiansborg er man også vilde med fænomenet – lige fra Socialdemokraternes beton-agtige velfærdsrettigheder til Dansk Folkepartis særlige definition af velfærd, der først og fremmest omfatter ældre etniske danskere og sidst, men ikke mindst dyr.
Statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvis parti ellers i skåltalerne kalder sig liberalt, forsømmer heller ingen chance for at tale om hvordan han vil forbedre og udbygge velfærden. Først med nedsættelsen af Velfærdskommissionen og senest med et nyt superministerium – Velfærdsministeriet, som Mark Gray også kommenterer på her.
I stedet for at fokusere på det sociale sikkerhedsnet for de svageste, er velfærd blevet noget, som alle skal have. En krævementalitet, der sikkert hænger sammen med skattetrykket.
Det ses også ved regeringsdannelsen for nylig. I velfærdens hellige navn sendes det 159 år gamle indenrigsministerium i graven til fordel for et bastard-ministerium der også får opgaver fra Socialministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og flopministeriet Familie- og Forbrugerministeriet. Sidstnævnte har slidt ikke mindre end tre konservative ministre op gennem sin blot 3 år lange levetid.
Det er en ren tilståelsessag for Fogh. Etableringen af Familie- og Forbrugerministeriet var blot første skridt på vejen mod det totale knæfald for den socialdemokratiske betontankegang. Kønt er det ikke.
Nu bliver det spændende at se, om den frafaldne socialdemokrat Karen Jespersen som den første – og forhåbentlig den sidste – velfærdsminister kan få kommunaløkonomi, hjemløse og børnepasningsorlov til at gå op i en højere enhed.

D. 7 december er der premiere på filmen ‘The Golden Compass’, eller på dansk ‘Det gyldne kompas‘. Det er en filmatisering af første bog i Phillip Pullmans ‘His Dark Materials’-trilogi, der udkom fra 1995 til 2000. Serien har vundet flere priser og er anerkendt som et vigtigt bidrag til børnebogsliteraturen. Desværre kom udgivelsen af Harry Potter på tværs, hvilket jeg ser som en stor årsag til, at bøgerne aldrig fik den opmærksomhed som de skulle have.

Bøgerne veksler mellem at foregå i vores og to parallelle dimensioner. I den første film er vi dog kun i et af de parallelle universer, hvor vi følger pigen Lyra Belacqua i hendes kamp for at finde en bortført ven. Dette mål tager dog en lille plads i de store temaer som bøgerne diskuterer, det være sig religion og modsætningerne mellem religion og videnskab.

Forfatteren har udtalt, at han skrev bøgerne ud fra ønsket om, at lave en ‘fantasy’-roman i kaliber med Narnia-serien, men hvor C. S. Lewis’ romaner  er præget af religiøse toner, bruger Pullman ‘His Dark Materials’ til at kritisere religion. Der fungerer genren ganske udmærket til at vise hvordan parallelle samfund kan se ud. F.eks. Lyra’s parallelle verden bliver styret af en meget dogmatisk kirke, der vil gøre hvad som helst for at stoppe hende. Hun er nemlig en ganske vigtig brik i oprøret mod gud!

Af den grund har det også afstedkommet ganske meget kritik fra religiøse sider. Det resulterede desværre i, at man har skåret ganske meget i kritikken af religion - for man skulle nødig træde nogen over føderne. Derfor en opfordring til at læse bøgerne, hvor man også får mulighed for at stifte bekendtskab med en rigtig udmærket forfatter. (more…)

I dag er dagen efter Thanksgiving - Black Friday. Det er den største shoppedag i USA, og butikkerne åbner op allerede midnat natten til fredag.  Jeg har desværre planlagt at bruge dagen på at forberede mig til en eksamen i næsten uge, men lige nu ægrer jeg mig over, at jeg ikke er ude og shoppe. Hvorfor?

Det drejer sig om konceptet ‘buy nothing day‘, arrangeret verden over i 60 forskellige lande. Punditokraterne og 180grader skriver bl.a. om det. Hvor det i Danmark drejer sig om lørdag d. 24. november, hvor det syndige forbrug skal bringes til ende, så er det i USA d. 23. - Black Friday.

Projektet er en underlig sammenblanding af  typisk forargelse over Vestens velstand og  endnu mere typisk ‘miljøfanatisme’. På ingen af disse ‘problemer’ er løsningen dog at stoppe forbrug. Der må da være sket en kortslutning et eller andet sted?

Man forlader Danmark i tre måneders tid og resultatet er, at Danmark er ved at gå helt op i en spids over det der ‘velfærd’. Jeg græmmes: Et velfærdsministerium!  Det er en OM’MER!

Der må jeg erklære mig enig med Vestager, om at det vi risikerer, er at fokus tabes fra de socialt udsatte grupper, som har det værst, til den store middelklasse:

“”Vi er ikke uden bekymringer for de socialt udsatte, efter at regeringen har valgt ikke længere at dedikere en minister til netop deres forhold. Velfærd er et vigtigt tema, men vi vil være stærkt optagede af, at samfundets svageste ikke glemmes, mens der fokuseres på velfærden til de mange,” siger Margrethe Vestager.”

Velfærd er noget som alle har krav, lyder det. ‘Luksus til alle’, ‘velfærd til alle,’ siges der rundt omkring. Mit forslag: skær fedtet fra og giv befolkningen nogle af deres penge igen. Sænk gerne skattetrykket i denne sammenhæng. Fokuser så endelig ‘velfærden’ på de grupper, der har mest brug for det.

Men selv det forslag er jo en dødsejler i Danmark…. (dræb hvalerne!)

JP

Det er valgnat. Jeg ville ønske jeg befandt mig i Pumpehuset. Det ville alle. For det er der tingene sker. Villy har hånd i hanke med ungdommen – hans venlige, men bestemte piberygende skolelærerfacon har høstet ham et fantastisk valg. Skuespiller Mia Lyhne stiller op på direkte tv for at fortælle at hun har meldt sig ind i partiet. Villy holder en flammende tale.

Jeg har set det hele før. Et parti som bare ikke har været til at skyde ned hele valgkampen igennem. Går igennem med et flot valg uden egentlig direkte at sætte dagsordenen, men har simpelthen bare hittet. Man har ramt et segment med det man har gjort, og segmentet har belønnet partiet med mange, unge, nye og desværre komplet ubrugelige folketingspolitikere.

Jeg har set det hele før. For få år tilbage så jeg en tidligere økonomiminister triumfere tilsvarene. Hun havde også ramt et segment, nærmest imod alle odds, fristes man til at sige. Folk var radicool og tog hele den lange vej fra socialdemokraternes faner for at sætte deres kryds ved alliancepartneren.

Modelunerne har nu ramt SF – det er hipt at have stemt Villy. Spørgsmålet er så om Villy vil blive ramt af et tilsvarende storhedsvanvid, som økonomiminister emeritus havde spundet sig ind i, og forårsage endnu en vælgerflugt. Måske endda denne gang til Socialdemokraterne?!

På Punditokraterne skriver ‘Mr. Law’ omkring hvorfor han ikke stemte på Ny Alliance. Der er faktisk nogle ganske fine betragtninger i indlægget. Helt enig er jeg dog, hvilket måske forklarer hvordan jeg endte med at stemme på Ny Alliance ved dette valg (gengangere blandt læserne vil måske vide, at jeg er aktiv i RU). Mit indlæg handler dog ikke kun om Ny Alliance, men om forholdet mellem dem, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Et udklip fra indlægget på Punditokraterne:

“Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.

Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.”

Radikal Ungdom valgte i løbet af valgkampen at bringe en video som jeg fandt ret så usmagelig. Det er jo ikke fordi, at RUs medlemmer ikke kan se lighederne mellem NA og DRV, men måske netop fordi de kan, der udsendes denne video. Det forklarer hvorfor der skulle sættes ind mod NA så de ikke løb med stemmer. Jeg undrer mig blot over hvorfor man valgte at dæmonisere det parti som vi er mest enige med. Målet helligede desværre midlet.

Det samme gælder for så vidt også dæmoniseringen af DF. Det er alt for ofte tilfældet, at kritikere af DFs politik trækker debatten op på et metaniveau og vil diskutere ‘tonen i debatten’ og ‘anstændighed’. Jeg er selv ihærdig modstander af meget af DFs politik, men nogle gange går dæmoniseringen i selvsving, hvilket vi jo så DRV stå for i sidste valgkamp (Bertel Haarder-videoen). At argumentere ud fra begreber som de førnævnte er at argumentere ud fra ganske abstrakte floskler. Det gavner bare ikke særlig meget - og negative kampagner som de nævnte, er da lige præcis noget der ødelægger ‘tonen i debatten’ og er ‘uanstændigt’. Så igen: Målet helligede desværre midlet.

At kalde hovedparten af DRV og NA vælgerne for ‘pladderhumanister’ bærer dog i samme grad ved til bålet. Essensen er jo, at der er mennesker der er politisk uenige med andre mennesker. At denne umiddelbart sunde, demokratiske tilstand afspores er ganske ærgerligt, men det underkender skam ikke holdningerne. Min løsning er at gå i den anden grøft og lade flere få ordet i debatten. ‘Blasfemiparagraffen’ og ‘racismeparagraffen’ burde tages op til overvejelse igen. Hvordan hører sådan en reguleringen af ytringsfrihedenhjemme i et demokrati?

Før man tager sådan et skridt skal der dog noget andet til. Folk der siger deres meninger nu til dags mandsopdækkes af PET og politiet. Politikere, specielt Pia Kjærsgaard (og Khader?), er blevet overfuset i noget som man næsten kan betegne som vold. Hvordan man løser dette har jeg desværre ikke lige nogle gode bud på nu. Der sættes demokratiets spilleregler for alvor ud af spil. Den dæmonisering af Dansk Folkeparti bærer for mig at se, blot ved til dette bål. Igen: Målet helliger desværre midlerne!