Arkiv for September, 2007

04th Sep 2007

Gæsteindlæg: Det konservative skatteflop

Det må være svært at være Bendt Bendtsen i disse dage. Sværere end sædvanligt, for som leder af et parti med en lang og blodig tradition for at dolke hinanden i ryggen, kan man jo nok aldrig sove helt roligt om natten.

Konservative har igennem lang, lang tid ikke bare arbejdet for skattelettelser i toppen – de har krævet det. Nærmest ultimativt, selv om historien jo vil vide at man skal passe på med den slags. Det er derfor svært at tolke det som andet end endnu et kæmpe nederlag for juniorpartneren i regeringen. Baglandet i KU var dog heller ikke sen til at beklage sig – det manglede vel bare.

Som så ofte før var det Pia K., der satte en kæp i hjulet og sørgede for, at lettelser af topskatten ikke blev en del af skatteaftalen. Aftalen rummer i stedet en underlig målsætning om at antallet af topskatteydere skal fastfryses på 2007-niveau. Men det problematiske er jo, at alt for mange betaler topskat allerede! Det er pinligt, at en borgerlig regering ikke har modet til at ændre afgørende på et skattesystem, der i sin tid er udtænkt af en socialdemokratisk skatteminister.

Tidligere på dagen var Danske Banks skarpe cheføkonom Steen Bocian på tv, hvor han advarede om risikoen for mere sort arbejde som følge af, at grænsen for hvornår man betaler mellemskat og topskat for mange nu er den samme – en grænse, hvor man således i stedet for at betale 43 procent i skat kommer til at betale 63. Det er jo helt galt. Mellemskatten burde have været afskaffet og topskatten sænket, således at de fleste betaler lige over 40 procent, mens ingen betaler over 50 procent. Det kan finansieres uden det store tab for samfundsøkonomien (leg selv med satserne på letskatten.dk), og det er til at finde ud af. For som en daværende leder af et dansk midterparti engang sagde, skal det være til at regne skatten ud for den enkelte.

Det eneste positive ved mandagens aftale i Finansministeriet er, at beskæftigelsesfradraget øges. Men desværre heller ikke tilstrækkeligt.

Alt i alt er der altså ikke meget at råbe hurra for. Vi har brug for en regering med mere skattepolitisk mod!

Posted in Gæsteindlæg | Ingen kommentarer »

grupa LGBT