22nd Aug 2007
Så enkelt er det?
Om skattelettelser skal være en del af en skattereform kan man diskutere, men en reform som imødegår mangel på arbejdskraft er helt nødvendig. Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis skattepolitik er hånlig over problemet, derfor er deres skattepolitik farlig for dansk økonomi.
S og DF taler til laveste fællesnæver og mod al skattepolitisk viden, i forsøget på at stemmemaksimere. De insisterer på at bruge velfærdsdebatten til deres ideologiske valgkampsprojekt og ignorer spydigt ikke kun faglige eksperter, men kaster også om sig med kommentarer om de andre partiers skattereform forslag, som om de ikke havde den ringeste ide om hvordan skattesystemet i Danmark er skruet sammen.
Dansk Folkeparti: Det er det mest rimelige.
DF vil på hvilket som helst tidspunkt give flere penge til de lavest lønnede og argumenterer ud fra et rimelighedsbegreb som ingen argumenter har på sig, bortset fra at det er det mest rimelige.
Socialdemokratiet: Skattelettelser eller velfærd – man kan ikke begge dele.
VK regeringen har bl.a. via skatteforslaget efterhånden presset S så hårdt på deres egen hjemmebane, at de desperat forsøger at beskylde dem som blot ønsker en skattereform, for at svigte velfærden. For man kan jo ikke begge dele.
Fælles for de to partier er at de nægter at tage udgangspunkt i de udfordringer Danmark står overfor, men som de begge erkender. Der mangler arbejdskraft i både den private og den offentlige sektor, skattestoppet har skævvredet skatten således topskat og afgifsystemer ikke længere virker efter hensigten. Dvs. boligejere og høje energiforbrug får små skatte lettelser hver dag, mens indkomstskatten må holde for med en relativ stigning.
Danmark er en vækstøkonomi og et velfærdssamfund. Men det første forudsætter unægtelig det andet. Velfærd skaber igen vækst men forbruger væksten, som udgangspunkt. Derfor er det mere akut med skatteomlægning end mere velfærd.
Socialdemokraterne forsøger at italesætte flere rettigheder til danskerne som om det kan løse manglen på arbejdskraft, eller de offentlig ansattes utilfredshed. Men selvom usandt blev sandt vil flere rettigheder ikke øge den samlede andel af arbejdskraft, men blot dræne private virksomheder fra arbejdskraft, og dermed den velstand som betaler velfærden. Oven i det kommer S og DF’s restriktive udlændingepolitik, som ikke stiller mere indvandring i udsigt. Regningen for arbejdskraftmangel er vi godt i gang med at betale, 16 mia. sidste år, ca. 20 mia. i år og næste år ca. 24 mia. Måske er de to partier klar til at betale men danskerne er næppe.
Det valgt Socialdemokraterne forsøger at stille op handler i virkeligheden om enten, at dræbe velstanden til fordel for velfærd på kort sigt, og uden at interessere sig for de offentligt ansattes arbejdsvilkår. Eller, genskabe tilliden tilliden til de offentligt ansatte og skabe grundlaget for fremtidig velfærd ved at forsøge at løse den akutte mangel på arbejdskraft, bl.a. via et af de mest effektive midler til formålet, skattesystemet.
Så enkelt er det!
Om skattelettelser skal være en del af en skattereform kan man diskutere, men en reform som imødegår mangel på arbejdskraft er helt nødvendig. Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis skattepolitik er hånlig over problemet, derfor er deres skattepolitik farlig for dansk økonomi.
S og DF taler til laveste fællesnæver og mod al skattepolitisk viden, i forsøget på at stemmemaksimere. De insisterer på at bruge velfærdsdebatten til deres ideologiske valgkampsprojekt og ignorer spydigt ikke kun faglige eksperter, men kaster også om sig med kommentarer om de andre partiers skattereform forslag, som om de ikke havde den ringeste ide om hvordan skattesystemet i Danmark er skruet sammen.
Dansk Folkeparti: Det er det mest rimelige.
DF vil på hvilket som helst tidspunkt give flere penge til de lavest lønnede og argumenterer ud fra et rimelighedsbegreb som ingen argumenter har på sig, bortset fra at det er det mest rimelige.
Socialdemokratiet: Skattelettelser eller velfærd – man kan ikke begge dele.
VK regeringen har bl.a. via skatteforslaget efterhånden presset S så hårdt på deres egen hjemmebane, at de desperat forsøger at beskylde dem som blot ønsker en skattereform, for at svigte velfærden. For man kan jo ikke begge dele.
Fælles for de to partier er at de nægter at tage udgangspunkt i de udfordringer Danmark står overfor, men som de begge erkender. Der mangler arbejdskraft i både den private og den offentlige sektor, skattestoppet har skævvredet skatten således topskat og afgifsystemer ikke længere virker efter hensigten. Dvs. boligejere og høje energiforbrug får små skatte lettelser hver dag, mens indkomstskatten må holde for med en relativ stigning.
Danmark er en vækstøkonomi og et velfærdssamfund. Men det første forudsætter unægtelig det andet. Velfærd skaber igen vækst men forbruger væksten, som udgangspunkt. Derfor er det mere akut med skatteomlægning end mere velfærd.
Socialdemokraterne forsøger at italesætte flere rettigheder til danskerne som om det kan løse manglen på arbejdskraft, eller de offentlig ansattes utilfredshed. Men selvom usandt blev sandt vil flere rettigheder ikke øge den samlede andel af arbejdskraft, men blot dræne private virksomheder fra arbejdskraft, og dermed den velstand som betaler velfærden. Oven i det kommer S og DF’s restriktive udlændingepolitik, som ikke stiller mere indvandring i udsigt. Regningen for arbejdskraftmangel er vi godt i gang med at betale, 16 mia. sidste år, ca. 20 mia. i år og næste år ca. 24 mia. Måske er de to partier klar til at betale men danskerne er næppe.
Det valgt Socialdemokraterne forsøger at stille op handler i virkeligheden om enten, at dræbe velstanden til fordel for velfærd på kort sigt, og uden at interessere sig for de offentligt ansattes arbejdsvilkår. Eller, genskabe tilliden tilliden til de offentligt ansatte og skabe grundlaget for fremtidig velfærd ved at forsøge at løse den akutte mangel på arbejdskraft, bl.a. via et af de mest effektive midler til formålet, skattesystemet.
Så enkelt er det!
Posted in Valg, Blå Stue | Ingen kommentarer »