Blå Stue

I mandags bekræftede en meningsmåling foretaget af Zapera i Ugebrevet A4 manges bange anelser: Der er mange socialister i det her land. Rigtig mange. Faktisk svarer hele 1.046.998 ‘ja’ til, at de opfatter sig som socialist. Man kunne også vælge den positive side af histoiren - nemlig at 2.975.618 er ikke-socialister.

Det rigtigt tankevækkende er, at det tredjestørste (nok reelt fjerdestørste, idet de rødeste røde fra Enhedslisten ikke er med i målingen) socialistiske parti i Danmark er Det Radikale Venstre. Det må vække stof til eftertanke på kontorerne i Proviantgården, at 19 procent af de radikale vælgere uden at blinke definerer sig som socialister. Man skulle ellers tro, at alle de SF’ere, der havde forvildet sig til at sætte kryds ved B i stedet for F i 2005 var kommet tilbage i folden hos Villy Søvndal.

Det gode ved målingen er for Det Radikale Venstre, at det store flertal -  74 procent enten svarer ‘hverken enig eller uenig’ eller ‘helt eller delvist enig’ til udsagnet “Jeg opfatter mig selv som socialist..” I den idelle verden var det flertal større - men det bliver det kun, hvis den radikale folketingsgruppe fører reel midterpolitik og dermed distancerer sig fra rød blok.

Man forlader Danmark i tre måneders tid og resultatet er, at Danmark er ved at gå helt op i en spids over det der ‘velfærd’. Jeg græmmes: Et velfærdsministerium!  Det er en OM’MER!

Der må jeg erklære mig enig med Vestager, om at det vi risikerer, er at fokus tabes fra de socialt udsatte grupper, som har det værst, til den store middelklasse:

“”Vi er ikke uden bekymringer for de socialt udsatte, efter at regeringen har valgt ikke længere at dedikere en minister til netop deres forhold. Velfærd er et vigtigt tema, men vi vil være stærkt optagede af, at samfundets svageste ikke glemmes, mens der fokuseres på velfærden til de mange,” siger Margrethe Vestager.”

Velfærd er noget som alle har krav, lyder det. ‘Luksus til alle’, ‘velfærd til alle,’ siges der rundt omkring. Mit forslag: skær fedtet fra og giv befolkningen nogle af deres penge igen. Sænk gerne skattetrykket i denne sammenhæng. Fokuser så endelig ‘velfærden’ på de grupper, der har mest brug for det.

Men selv det forslag er jo en dødsejler i Danmark…. (dræb hvalerne!)

JP

På Punditokraterne skriver ‘Mr. Law’ omkring hvorfor han ikke stemte på Ny Alliance. Der er faktisk nogle ganske fine betragtninger i indlægget. Helt enig er jeg dog, hvilket måske forklarer hvordan jeg endte med at stemme på Ny Alliance ved dette valg (gengangere blandt læserne vil måske vide, at jeg er aktiv i RU). Mit indlæg handler dog ikke kun om Ny Alliance, men om forholdet mellem dem, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Et udklip fra indlægget på Punditokraterne:

“Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.

Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.”

Radikal Ungdom valgte i løbet af valgkampen at bringe en video som jeg fandt ret så usmagelig. Det er jo ikke fordi, at RUs medlemmer ikke kan se lighederne mellem NA og DRV, men måske netop fordi de kan, der udsendes denne video. Det forklarer hvorfor der skulle sættes ind mod NA så de ikke løb med stemmer. Jeg undrer mig blot over hvorfor man valgte at dæmonisere det parti som vi er mest enige med. Målet helligede desværre midlet.

Det samme gælder for så vidt også dæmoniseringen af DF. Det er alt for ofte tilfældet, at kritikere af DFs politik trækker debatten op på et metaniveau og vil diskutere ‘tonen i debatten’ og ‘anstændighed’. Jeg er selv ihærdig modstander af meget af DFs politik, men nogle gange går dæmoniseringen i selvsving, hvilket vi jo så DRV stå for i sidste valgkamp (Bertel Haarder-videoen). At argumentere ud fra begreber som de førnævnte er at argumentere ud fra ganske abstrakte floskler. Det gavner bare ikke særlig meget - og negative kampagner som de nævnte, er da lige præcis noget der ødelægger ‘tonen i debatten’ og er ‘uanstændigt’. Så igen: Målet helligede desværre midlet.

At kalde hovedparten af DRV og NA vælgerne for ‘pladderhumanister’ bærer dog i samme grad ved til bålet. Essensen er jo, at der er mennesker der er politisk uenige med andre mennesker. At denne umiddelbart sunde, demokratiske tilstand afspores er ganske ærgerligt, men det underkender skam ikke holdningerne. Min løsning er at gå i den anden grøft og lade flere få ordet i debatten. ‘Blasfemiparagraffen’ og ‘racismeparagraffen’ burde tages op til overvejelse igen. Hvordan hører sådan en reguleringen af ytringsfrihedenhjemme i et demokrati?

Før man tager sådan et skridt skal der dog noget andet til. Folk der siger deres meninger nu til dags mandsopdækkes af PET og politiet. Politikere, specielt Pia Kjærsgaard (og Khader?), er blevet overfuset i noget som man næsten kan betegne som vold. Hvordan man løser dette har jeg desværre ikke lige nogle gode bud på nu. Der sættes demokratiets spilleregler for alvor ud af spil. Den dæmonisering af Dansk Folkeparti bærer for mig at se, blot ved til dette bål. Igen: Målet helliger desværre midlerne!

Der er kommet en kommentar omkring Vestager’s groteske udmelding på Copenhagen Institute Blog. Der citeres Rune Heiberg’s udtalelser til DR, der også danner titlen på dette indlæg. Charlotte Fischer bliver, ikke overraskende, også nævnt som støtte af kritikken i den oprindelige artikel. Hvad er mere overraskende er, at ‘78 procent af de radikale kommuneforeningsformand ønsker at søge position som støtteparti for en VK-regering, hvis valget giver et VKYR-flertal. Kun 6 procent svarer nej.‘ Og som folketingskandidaten Merete Riisager fra Odense siger det: ‘For pokker da, Margrethe!’ Jeg kan kun være enig…

Indlægget er skrevet af tidligere radikale, tidligere frelste, Simon Espersen. Der er mange gode pointer i hans analyse, men specielt synes jeg om den bitterhed jeg mener at læse mellem linjerne. En bitterhed som mange nuværende radikale deler i disse dage.

Det Radikale Venstre er et parti der balancerer på en vippe med et rødt sæde i den ene ende og et blåt et af slagsen i den anden. Partiet står sådan ca. midt imellem og bevæger sig lidt frem og tilbage. Det får vippen til at bevæge sig - og hvis man følger partiet igennem tiderne får man næsten den indtryk, at hvis partiet står stille lidt for længe et sted, jamen så vælter vippen ned og står fast. En vippe er kun sjov så længe den er i bevægelse og med Vestagers udtalelser er vi forlængst stoppet op. Nede hvor Det Radikale Venstre står sidder Helle og Margrethe, mens nabodrengen Villy ivrigt forsøger at klatre op på vippen. I den anden ende sidder Anders og Bendt og forsøger at få vippen i gang igen, stærkt hjulpet af Pia og Naser, der dog nok er mere optagede af at slås indbyrdes -’fordi de begge gerne vil lege med’. (more…)

Udmeldingerne fra Vestager om, at Det Radikale Venstre (DRV) hverken vil i regering eller være parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering har ramt hårdt. DRV har historisk set været et midterparti siden dets begyndelse og har forstået at samarbejde med begge sider af folketinget. Da Vestager overtog roret efter Jelved blev der af mange kritikere, specielt udenfor partiet, snakket om, at det var en sejr for venstrefløjen i partiet. Fløje i DRV og i Radikal Ungdom er ikke noget voldsomt fænomen, hvilket man måske skulle tro disse analytikere, og folketingsgruppen forsikrede da også baglandet, at fremkomsten af Ny Alliance ikke var en opdeling i det radikale højre og det radikale venstre.

Jeg synes jeg har givet folketingsgruppen lang line, men nu er jeg ved at blive harm over den udvikling som DRV har taget i løbet af en halvårs periode, nu med valgkampen som den ultimative cementering af, at DRV leger bedst med børnene på rød stue. Jeg vil gerne lege med de andre børn i klassen også! (more…)

Den Lille Mand. Manden på gulvet. Hr. Jensen. Barnet har mange navne, men det er en tilsnigelse at sige at det udelukkende er kært.

Den Lille Mand er ingen hr. hvem-som-helst – han er den mest betydelige faktor i dansk politik, og har beklædt den position i næsten seks år nu. Han er en nøjsom herre, men han vil også gerne se konkrete ting, konkrete forbedringer, konkret politik.

Det har været gavnligt for dansk politik at have Den Lille Mand i stuen. Få forstod ham fra starten, men langt de fleste har lært det hen ad vejen. Hans politik er blevet gennemført, hans behov er blevet lyttet til i udpræget grad. Han har fået den udlændingepolitik han ønskede, det reformtempo han kunne kapere og senest har han sat sig tungt på velfærdsdebatten.

Politikerne har haft godt af at lære af Den Lille Mand. Men nu er tiden kommet, hvor vi igen skal over gulvhøjde. Vi skal ikke bare sørge for kontante fordele, men også tænke på de store strukturer. Vi skal til at appellere til Den Store Mand igen, for han findes, også selvom han har været påfaldende stille.

Men hvem skal repræsentere Den Store Mand?

Dannelsen af Ny Alliance var på mange måder et stærkt udtryk for at Den Store Mand er på vej tilbage – og han kan få en ligeså betydelig rolle at spille som Den Lille Mand. Det er vel også sådan det skal være?

Men der er mange hindringer for at de tre stormandspartier kan maksimere deres indflydelse. De Radikale har på forhånd meldt sig til deres gamle fløj, ligeledes har de konservative, og tiden vil vise om Ny Alliance blot er et overgangsfænomen. Derudover er en RYK-konstellation ganske simpelt ønsketænkning.

Men så alligevel. Hvis Den Store Mand skal frem og have den plads i politikken han fortjener, så skal visionen være RYK. Vi har brug for Den Store Mand. For selv om Den Lille Mand kan have ret i mange ting, så negligerer han de ting, som ikke umiddelbart kan ses og røres.

Dansk politik kan lykkes, når magtbalancen mellem Den Lille og Den Store Mand er korrekt – og det er den, når stormandspartierne tænker ud af boksen, og får nydefineret opfattelsen af hvilke hvilke alliancer i Folketinget som egentlig tjener deres sag bedst.

I morges omkring halv 9 satte jeg mig ind foran min computer for lige at tjekke lidt e-mails mens jeg ville indtage min morgenmad, der i denne sammenhæng bestod af lidt toast med ost og noget youghurt. Til min store overraskelse, ja jeg fik næsten morgenmaden galt i halsen, fandt jeg ud af, at valget var blevet udskrevet og nu står til afholdelse d. 13. november.

Jeg er for tiden på udveksling på University of Pennsylvania i Philadelphia i USA så for mig vil det blive svært at deltage ’sådan rigtigt’ i valget. Jeg er nemlig aktiv i Radikal Ungdom, og som jeg gjorde under valgkampen i 2005, vil jeg gerne også i gerne yde mit bidrag. Hvervegrundlaget er dog ret så spinkelt på denne side af Atlanten og selv det at skulle foretage afstemningen kan vise sig at blive lidt af en proces; jeg skal jo brevstemme. Faktisk så ved jeg ikke om det hele er så skidt endda. Det Radikale Venstre har valgt at pege på Socialdemokraterne og det skuffer mig en hel del. Hvis jeg havde været hjemme i Danmark under valgkampen, ville jeg have haft svært ved at motivere mig til at føre valgkamp for et projekt som jeg har svært ved at se meningen i. Mit eget ønske er stadig en centrum-højre regering og jeg håber da, at mandaterne falder ud så vi kan få en sådan en.

Hvis det skulle være gået forbi læseren så er jeg en af disse hersen ’højresøgende’ radikale, som Berlingske så smukt har benævnt os. Ifølge den gamle tante så er den radikale folketingsgruppe enige om at pege på Socialdemokraterne idet regeringen, og specielt Fogh, ikke har vist nogen form for samarbejdsvilje efter tronføljeskiftet til Vestager og fremkomsten af Ny Alliance. Et fair argument, men jeg mener dog stadig ikke at der er ret meget at komme efter fra den anden side af folketingssalen.

Jeg synes det er syndt, at man, for at tække vælgerne, har givet op på sin autonomitet. Khader klarede sig forbløffende godt da han blev udspurgt at TV-Avisen vedrørende hvem han ville pege på. Det lød noget i retning af, at Fogh var førstevalg som kongelig undersøger – og så tager man den derfra bagefter. På sin vis var det det samme som Vestager gjorde, blot med omvendt fortegn og med lidt mere tryk på at vi nu har valgt side. Det er meget tydeligt, at folketingsgruppen har følt sig presset til at skulle melde klart ud nu så vi ikke ender i en situation som dengang vi mente Jelved skulle være statsminister. Endnu en fair analyse som jeg nok også kunne være kommet frem til, hvis jeg sad i deres sko.

Men hvad bringer dette mig frem til? Jeg kan måske ikke deltage i valgkampen (i traditionel forstand i hvert fald – internettet er kommet til USA også), men mit kryds på stemmesedlen betyder stadig noget. Jeg vil gå i tænkeboks og nøje overveje hvem der skal have æren af mit kryds. Måske er det rigtigt hvad politologerne siger, at min stemme betyder uendeligt lidt for udfaldet af et valg, men ex ante kan jeg jo ikke vide, om lige min personlige stemme kan gøre en forskel. Jeg tror den vil gøre en stor forskel. Det har den bare at gøre!