Arkiv for 'USA'-kategorien

06th Jan 2008

Tilbage til andedammen

Jeg har ikke skrevet så meget til bloggen i et stykke tid og det er der flere grunde til. Først og fremmest har jeg, som så mange andre, jo fejret både jul og nytår med familie og venner, hvilket har begrænset mulighederne lidt. Der er dog også sket lidt andet. Jeg er vendt hjem fra mit udvekslingsophold på Wharton, University of Pennsylvania og skal igen læse på CBS - suk!

Min frivillige eksil i Philadelphia varede kun omkring 4 måneder - ikke så voldsom lang tid til store ændringer i lille Danmark. Alligevel er der dog sket lidt af hvert mens jeg var væk. Folketingsvalg, flere ungdomshusdemonstrationer, blokering af Nørrebro Bryghus o.s.v. o.s.v. Jeg gennemlever dog alligevel et mindre kulturchock!

Jeg har taget mig selv i at undskylde højlydt når jeg passerer forbi folk. Ofte reageres der ikke rigtigt på denne vel egentligt ret udanske skik. I USA tillagde jeg mig denne vane og jeg er ked af, at den ikke er så let at føre med sig hjem. Det samme gælder amerikanernes vane med at gå lige skridtet længere for at holde døren åben for folk. Det hænder også i Danmark, men langt fra i den grad som jeg oplevede det i USA. En ting som jeg dog alligevel godt kan undvære, er det typiske ‘how are you?’ man får slynget i hovedet når man f.eks. skal betale i butikker og supermarkeder. Der findes ikke ét rigtigt svar på det spørgsmål da spørgeren er ret så ligeglad. Lav dog blot ikke den fejl at forsøge at besvare det med en længere udredning om hvorfor du er lidt nede i dag. Denne automatiske ordveksling - som krævede meget stor tilvænding for mig - kommer jeg ikke til at savne foreløbig.

Nogen tid før jeg drog mod USA deltog jeg i Henrik Fogh Rasmussen’s og CEPOS’s arrangement og boglancering ‘Amerikanske Tilstande’. Udover et møde med vores allesammens yndlingssekt - Schiller Instituttet -og flere af mine bekendte fra CEPOS Universitet så blev der holdt et ganske interessant oplæg af Statministerens søn og Jacob ‘Amerikanske Billeder’ Holdt med efterfølgende debat. Selvom man ikke rigtig kunne sige, at nogen af dem løg så tror jeg heller ikke, at man kan sige, at ingen af dem fordrejede sandheden. Så vidt jeg husker angreb Jacob Holdt også hele forsamlingen gentagne gange på en ikke så heldig måde. Detaljerne fortaber sig, men han mente vidst, at alle tilstede var racister.

Min tid i USA, omend ganske kort, har dog givet mig et lille øjebliksbillede af samfundet. Bemærkelsesværdigt var det dog at være studerende på at af landets fineste universiteter, der så tilfældigvis lå placeret i et, historisk set i hvert fald, fattigste og kriminalitetsfyldte kvarterer. Mens jeg boede der skete der dog også to mord ganske få hundrede meter fra mit kollegie (begge gange da politiet stoppede personer der skød omkring sig). De studerende på universitetet - specielt dem på handelshøjskolen Wharton - er klart nogle de det mest ambitiøse mennesker jeg har mødt (og jeg har mødt ganske mange ambitiøse personer). Her var ingen tid eller plads til jantelov! Og så er der så meget andet. Alt for meget til at skrive om i et enkelt blogindlæg. Jeg forstår skam godt hvorfor de herrer Fogh Rasmussen og Holdt blev nødt til at kommunikere hjem til Danmark om deres oplevelser.

Posted in USA | Ingen kommentarer »

grupa LGBT