Blå Stue

Det er ikke hver dag, at et tidligere folketingsmedlem beskylder sit partis ledelse for at drive partiskadelig virksomhed, som Pernille Rosenkrantz-Theil gjorde det i går:

“Ledende partimedlemmer i såvel hovedbestyrelse som på Christiansborg modarbejdede, modarbejdede og modarbejdede en årsmødevalgt kandidat - så det ikke kunne undgås at gå ud over partiet,” og videre:

“Aldrig har jeg da hørt om en partiledelse, der hænger egne kandidater ud i pressen på den måde. Det er ikke lige frem en opfordring til andre om at sætte sig selv på spil for partiet. Hvis jeg havde været klar over det, inden jeg stillede op, ville jeg have tænkt mig om en ekstra gang.”

Bitterheden hos Pernille Rosenkrantz-Theil, der under sin politiske karriere blev udråbt til dronning af venstrefløjen, er ikke til at tage fejl af. Enhedslisten og Konservative har - udover begge partiers forkærlighed for synspunkter, der hører fortiden til - åbenbart også et skæbnesfællesskab, når det drejer sig om tendensen til at stikke knive i ryggen på hinanden. I dette tilfælde er stridens kerne den kontroversielle tørklædebærende folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid.

Det slående er dog, at Rosenkrantz-Theils realitetssans åbenbart ikke er blevet nævneværdigt forbedret af at hun nu er væk fra Christiansborg og ude i det virkelige liv. For man behøver jo ikke være valgforsker for at kunne se, at Enhedslisten blødte til SF som følge af Søvndal-effekten - og at netop Asmaa Abdol-Hamid ikke kunne bremse den flugt, men måske tilmed forstærkede den med sine utallige tvetydige og uklare udtalelser.

Derfor burde man som medlem af Enhedslisten ikke være andet end at glad for, at sagens omdrejningspunkt har meddelt, at hun holder pause som kandidat i et år. Det kan umuligt være i venstrefløjens interesse at have kandidater, der sammenblander religion og politik. Religion er og bliver opium for folket.

D. 7 december er der premiere på filmen ‘The Golden Compass’, eller på dansk ‘Det gyldne kompas‘. Det er en filmatisering af første bog i Phillip Pullmans ‘His Dark Materials’-trilogi, der udkom fra 1995 til 2000. Serien har vundet flere priser og er anerkendt som et vigtigt bidrag til børnebogsliteraturen. Desværre kom udgivelsen af Harry Potter på tværs, hvilket jeg ser som en stor årsag til, at bøgerne aldrig fik den opmærksomhed som de skulle have.

Bøgerne veksler mellem at foregå i vores og to parallelle dimensioner. I den første film er vi dog kun i et af de parallelle universer, hvor vi følger pigen Lyra Belacqua i hendes kamp for at finde en bortført ven. Dette mål tager dog en lille plads i de store temaer som bøgerne diskuterer, det være sig religion og modsætningerne mellem religion og videnskab.

Forfatteren har udtalt, at han skrev bøgerne ud fra ønsket om, at lave en ‘fantasy’-roman i kaliber med Narnia-serien, men hvor C. S. Lewis’ romaner  er præget af religiøse toner, bruger Pullman ‘His Dark Materials’ til at kritisere religion. Der fungerer genren ganske udmærket til at vise hvordan parallelle samfund kan se ud. F.eks. Lyra’s parallelle verden bliver styret af en meget dogmatisk kirke, der vil gøre hvad som helst for at stoppe hende. Hun er nemlig en ganske vigtig brik i oprøret mod gud!

Af den grund har det også afstedkommet ganske meget kritik fra religiøse sider. Det resulterede desværre i, at man har skåret ganske meget i kritikken af religion - for man skulle nødig træde nogen over føderne. Derfor en opfordring til at læse bøgerne, hvor man også får mulighed for at stifte bekendtskab med en rigtig udmærket forfatter. (more…)